MENU

Bedste og farfar fortæller…

Hanne og Ole var begge 17 år, da de traf hinanden på Ranum Seminarium i 1955 - og de har holdt sammen lige siden.
-Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så Hanne, fortæller Ole. Det var den allerførste dag, vi var på Ranum Seminarium, den 23. august 1955. Vi kom ind i klasseværelset og blev præsenteret for hinanden. Jeg fik straks øje for den lille, sorthårede kvinde og faldt for hende. Samme eftermiddag var vi nogle stykker, der samledes. Hanne havde inviteret på kaffe hjemme på sit værelse – og jeg var med. Og jeg har så været med lige siden...Hanne og Ole kom begge fra små kår. Ved at gå på seminariet og tage en uddannelse til lærer, brød de med deres sociale arv, og deres forældre bakkede dem op i det.
Hanne måtte låne penge til studierne - det var før, der var noget, der hed SU - mens Ole klarede sig uden lån. Musikalske Ole trakterede nemlig violinen i et tremandsorkester, der spillede til bal.
-Det sidste studieår spillede Ole mange penge hjem til os, som vi stort set kunne leve af, siger Hanne.
-Hver weekend spillede han både fredag og lørdag aften til bal. Det gav 35 kroner for en aften fra klokken 20-01. Var der overdans til klokken 02, gav det 40 kroner.
Så det var godt betalt. Til sammenligning, så kostede et værelse 35 kroner om måneden, fortæller Hanne.

Hanne og Ole giftede sig i marts 1958, og så kunne de flytte sammen på ét værelse, mens de gjorde det sidste 1½ år på seminariet færdigt. Dengang kunne man jo ikke bo sammen uden at være gift.Hanne og Ole har fortalt deres livshistorie til mig, og det er blevet til et fint hæfte med titlen: "Bedste og Farfar fortæller".

De beskriver nøje deres livsvilkår, glæder og sorger uden bitterhed eller sentimentalitet - men med stor varme.Du kan læse et uddrag af deres livshistorie hér.

 

P.S.: Hanne og Ole blev senere forældre til fire sønner, der også har brudt den sociale arv. De har nemlig alle taget en lang videregående uddannelse. Der er også sønnerne, der har hyret mig til at skrive Hannes og Oles historie, så deres børn kan læse den.

Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik