MENU

Da Putin invaderede hØnsegården…

De sidste 25 år har jeg haft egne høns i haven. Jeg nyder at gå ud og hente nylagte æg i hønsehuset og at betragte hønsene, der om dagen går frit omkring i haven og fouragerer. De bliver lukket ud om morgenen og ved solnedgang går de selv ind i hønsehuset igen og sætter sig på sovepinden. Så lukker jeg lågen til hønsegården.

Vi har som regel også altid en hane - det hører til, synes jeg. Herude på landet har naboerne ikke noget imod hanegal tidligt om morgenen. Indimellem har der været perioder, hvor vi ikke har haft høns. Det er, når en dygtig rævemor gennem længere tid har snuppet en steg eller to til sine sultne unger - og det kan jeg godt tilgive.

Men det værste har været, når en undsluppen mink har været forbi og myrdet og skambidt hele flokken. Det er frygteligt at komme ud til en hønsegård med både hel- og halvdøde høns. De er bare bidt ihjel eller skambidt, minken har ikke tænkt sig at æde dem. Det gør ræven dog trods alt, så derfor kan jeg bedre tilgive den.

Sidste år havde vi uheld med hanerne. Først fik vi en hvid, norsk jærhane, men den lå en dag pludselig død i hønsehuset. Så søgte jeg ny hane og vi fik den flotteste, rødgyldne kok, som straks blev døbt Goldman Sachs. Alt var idyl, lige indtil netop en blodtørstig mink kom forbi og gik i blodrus. Da jeg kom ud i hønsegården for at lukke lågen for natten, lå der døde høns overalt. Kun to af de ældste høner samt Goldman Sachs havde overlevet. De var skambidte i halsen - og minken havde bidt Goldmans hanekam og hagelapper af. Han sad paralyseret i et hjørne og ville ikke ud af hønsehuset. Det kan jeg sådan set godt forstå - han havde vel nærmest det, som man under 1.Verdenskrig kaldt granatchok. I dag ville man kalde det posttraumatisk stress-syndrom...

Goldman hverken spiste eller drak og var helt apatisk i mange dage.

"Han bliver aldrig til hane igen, han dør af det", fastslog Arne, en af mine fjerkrækyndige venner.

"Men du skal da have en ny hane, og ham skaffer jeg", lovede Arne.

I mellemtiden kvikkede Goldman Sachs mere og mere op og vovede sig til sidst ud i hønsegården igen. Så skaffede jeg 8 unge hønniker til ham, og alt var igen idyl. Hanekammen og hagelapperne groede ud igen.

Men så kom Arne med den nye hane, som han jo havde lovet.

"Han heder Putin, for han er meget glad ved sig selv", meddelte han.

Jeg følte mig lidt dårlig tilpas ved at slippe Putin ind til Goldman Sachs og hønsene, men vi skulle da lige se, hvordan det gik. Det er jo ellers aldrig smart med to (kamp-) haner i en hønsegård. Putin, der struttede af selvtillid, indtog straks den østlige del af hønsegården samt de voksne høner som harem. Snart holdt de fleste af de unge hønniker sig også til Putin, mens stakkels Goldman Sachs gik rundt for sig selv, helt domineret af Putin.

Jeg følte mig som en forræder den dag, jeg besluttede, at Goldman enten måtte blive til tarteletfyld eller flytte ned til Svend og Else, der manglede en hane til deres dværghøns. Han var der trods alt før Putin, og nu var han endda mod alle odds blevet rask ovenpå minkangrebet. Men Putin vandt - du kan se ham på billedet til blogindlægget. Og han ER da flot, ikke?

Goldman lever i bedste velgående i en anden og mere rolig hønsegård. Som du nok kan høre, betyder det hønsehold en hel del for mig. Fornylig fortalte jeg historien om Putin og Goldman til en gammel nabo. Han morede sig og pludselig begyndte han at fortælle to historier om mine bedsteforældres haner:

Ane og Pé Møllesvend på savværket havde en dværgkok, der nærmest var som en vagthund. Når der kom fremmede, sprang kokken op i nakken på dem og hakkede og brugte sporerne. Den gjorde det aldrig ved min far og hans familie.

De havde også en tam fasankok, der gik omkring på ejendommen. De boede jo i en skov. Engang havde der været skovbal og flere ungersvende havde fået rigeligt med øl og brændevin og på hjemvejen kastet op i vejgrøften. Fasankokken må have ædt noget af det, for den tumlede skidefuld omkring på vejen til stor morskab for min bedstefar og hans kunder på savværket.

Gamle naboer, onkler og tanter er "guld". De historier om min farmors og farfars to kokke havde jeg aldrig hørt, hvis jeg ikke havde givet mig tid til at sludre med den gamle nabo og fortælle om mine egne høns. Det fik ham på sporet af andre hønsehistorier. Han kan huske mange andre tildragelser med Ane og Peder, som jeg gerne vil høre og skrive ned. De er jo små brikker i historien om min slægt.

Det tip kan du også bruge. Det er et tidskrævende tip, ja, for du skal helt sikkert drikke kaffe med din gamle nabo og sætte god tid af til masser af udenomssnak - men så kommer "guldet" altså også frem. Og jeg synes, at det er så hyggeligt.

Det - og andre tip - deler jeg ud af på min Skriv-Et-Liv-Workshop, som du kan læse mere om lige hér. 

 

Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik