MENU

De 5 ting, som de fleste fortryder, når livets afslutning nærmer sig…

Emnet "døden" er både tungt og tabubelagt for de fleste. Mange af os bryder os ikke om at tænke på det eller tale om det. Og da slet ikke spørge andre om, hvad de tænker om "det at dø".

 
Top 5 over hvad døende fortryder
Men en australsk sygeplejerske, Bronnie Ware, som er palliativ sygeplejerske og altså arbejder med at passe døende, har gennem en årrække talt med patienter i de sidste 12 uger af deres liv.
Hun har optaget deres svar og skrevet bogen "Top five regrets of the dying" (Top 5 over hvad døende fortryder).
Før du læser svarene, så prøv at spørge dig selv, hvad du tror, at døende fortryder mest, at de ikke fik gjort i deres liv?
Det gjorde jeg. Jeg tænkte, at det var noget med at slutte fred med andre og have fokuseret mere på "de nære ting" (familie, børn, venner).

 
Her kommer de 5 ting:
Ifølge Bronnie Ware er de fem mest almindelige årsager til fortrydelse på dødslejet disse:
 

1) Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, som var tro mod mig selv, og ikke det som andre forventede af mig.
-Dette var den mest almindelige fortrydelse af dem alle. De fleste havde ikke engang udlevet halvdelen af deres drømme og skulle dø velvidende, at det var på grund af de valg, de havde truffet eller ikke truffet. Det at være rask giver en frihed, som kun få mennesker opdager, indtil de ikke længere har den, siger Bronnie Ware.

2) Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
-Dette udsagn kom fra alle de mandlige patienter, som jeg passede. De savnede at være en del af deres børns opvækst, og de savnede deres partners selskab.
 

3) Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
-Mange folk havde undertrykt deres følelser for at holde fred med andre mennesker. Som resultat af det har de affundet sig med middelmådige tilværelser og aldrig udviklet sig til  de mennesker, som de havde potentiale til at blive.
 

4) Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.
-Ofte havde disse mennesker ikke indset vigtigheden af at få det fulde udbytte ud af gamle venskaber indtil ugerne op til deres død. Det var ikke altid muligt at opspore de gamle venner. Mange var blevet så optaget af deres egne liv, at de havde ladet de gamle venskaber glide ud i sandet. Alle savner deres venner, når de ligger for døden.
 

5) Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.
-Dette var en overraskende almindelig fortrydelse. Mange havde ikke opdaget, at lykke er et valg. De havde siddet fast i gamle mønstre og vaner. Frygt for forandring havde gjort, at de bildte sig selv og andre ind, at de var tilfredse. Men dybt indeni havde de længtes efter at fjolle og grine igen.
 

Var det overraskende for dig at læse svarene?
Det var det for mig. Da min far og min svigerfar var døende, havde de sluttet fred med det liv, de havde levet. De var fra en generation, hvor de ikke havde så mange valgmuligheder - og det slog de sig til tåls med.
Men jeg ved, at de pårørende (blandt andet mig selv) pludselig fortrød de mange spørgsmål, de aldrig fik stillet og de svar, de nu aldrig ville få...

 
Fornylig fik jeg en mail fra Ditte:
Min far døde sidste sommer, og der dukker utallige spørgsmål op, som jeg aldrig nogensinde vil få svar på. Min far var en beskeden mand, og han kunne ikke forstå, at hans liv var værd at skrive om.
Det vigtigste for mig er, at minderne, historierne, billederne bevares for mine børn og børnebørn. Jeg ville selv elske at kunne læse i mine bedsteforældres erindringer.
Så nu vil vi søskende sørge for at få skrevet vores mors livshistorie ned - jeg vil næsten ikke kunne bære, hvis så mange historier og så meget viden går tabt. 
 

Har du det som Ditte?
Og vil du gerne i gang med at skrive din mors eller din fars livshistorier ned?
Eller måske din egen?
 

Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik