MENU

Fælles-Lise og Towle-Søren…

Har du hørt om Fælles-Lise og Towle-Søren?
Hvis du kan din "Emil fra Lønneberg", husker du sikkert  "Kommandusen" og "Tosse-Jokke" fra fattiggården - men "Fælles-Lise" og "Tovle-Søren" tror jeg ikke, du kender?
Nej vel?Fælles-Lise og Towle-Søren boede på Frederiksdal Fattiggård i Midtjylland, hvor mine oldeforældre Maren og Karl Vinderslev sidst i 1890'erne var bestyrere for de 16 fattiglemmer.
Fattiggården var den tids sociale sikkerhedsnet for mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke kunne klare sig selv. Måske var de ude af stand til at arbejde på grund af alderdom eller sygdom? Måske var de "åndssvage" og havde ingen familie, der kunne tage sig af dem?

Hverken Fælles-Lise eller Towle-Søren var særlig godt begavede, og deres tilnavne har selvfølgelig en forklaring - måske har du allerede gættet den?
Søren var nem at drille og kunne blive helt ude af sig selv af raseri eller "towli", som man sagde.
Fælles-Lise derimod drog hvert forår væk fra den beklumrede fattiggård for at gå på landevejen med de farende svende hele sommeren.
Om efteråret, når hun vendte tilbage til fattiggården, var hun som regel højgravid. Ifølge min farbror Regnar fik hun mange børn med forskellige og ofte ukendte mænd. Børnene blev alle taget fra hende som små og sat i pleje.
Dykker du ned i din families historie, har den sandsynligvis også været i kontakt med fattigvæsenet på den ene eller den anden måde.

Det har Knud H. Jørgensens familie i høj grad, og det beskriver han udførligt i sin bog "Lussinger og Lykke - erindringer fra Lolland", som jeg har hjulpet ham med at skrive.
Både Knuds mor og far blev bortadopteret som babyer, fordi deres forældre ulykkeligvis ikke kunne have dem hos sig:
Knuds mormor var en fattig, svensk roepige, der blev gjort gravid af den (gifte) forvalter på herregården, hvor hun tjente. Hun havde som tjenestepige ikke mulighed for at have et barn hos sig og måtte sende sin datter Emilie til adoptivforældre.
Knuds farfar, daglejeren Frederik, blev enkemand, da hans kone døde i barselsseng, så han var tvunget til at lade "sognet" forsørge sine to små sønner.
Sognerådet sendte den yngste, Emil, til plejeforældre, hvorimod den ældste, treårige Karl, hvert år blev sat "på auktion".
Den familie, der skulle have mindst i betaling for at tage sig af ham, fik råderet over drengen i et år.
Senere, da han blev ældre og i stand til at arbejde for føden og gøre nytte, gik han til den familie, der ville betale sognekassen mest for hans arbejdskraft - og det var ikke altid venlige og kærlige familier, tværtimod.

Bogen "Lussinger og lykke" udkommer snart.

P.S.: Min farbror Regnar, som jeg nævner i fortællingen om fattiggården i Frederiksdal, fylder 92 år nu i vinterferien. Han er en uvurderlig kilde til gode historier om hans og min familie - og jeg lytter og skriver ned. Har du en gammel onkel, tante, bedsteforælder, så husk at spørge dem ud, mens du har dem...
Måske husker du Regnars tilnavn? Ellers kan du læse om det hér.P.P.S.: Eva Bundgaard Andersen har skrevet en lille, fin og rørende bog "Husk at tænde et lys i mørket". Her fortæller hun med gribende ærlighed om det smertelige tab af sit livs kærlighed, ægtemanden Hans, som efter fire års kamp mod kræften døde fra Eva og deres tre børn i juni 2007.
-Jeg håber, at bogen kan give andre i en tilsvarende situation et håb om, at livet kan gå videre og blive godt igen på trods, siger Eva.

 

Læs mere om Evas bog lige hér. 

Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik