MENU

Fortiden fortalt for fremtiden…

Hansi er en sønderjysk ungkarl på 83 år, der stadig bor på familiens slægtsgård i Sønderjylland. For tre år siden gik han sammen med sin niece Birthe i gang med at skrive det, der skulle blive til en beretning om Hansi og slægten. Birthe skrev Hansis fortællinger ned i hånden på ternet papir, for beretningerne skulle kun være til brug i familien.
Men beretningen voksede sig stor og omfangsrig - og blev i stedet til en tyk bog på 350 sider med utallige gamle fotos - og smukt indbundet i stift bind.Titlen blev: "Værsgo kom indenfor", og Hansi fik trykt i alt 650 styk af sin fine bog.
Jeg har læst historien om Hansis bog i bladet Pensionist Tidende. Du kan også læse den lige hér.

I forlængelse af artiklen om Hansi får du også et par gode råd, som du kan bruge, hvis du går med tanker om selv at skrive noget ned til dine børn eller børnebørn. Det kan for eksempel være et lille brev, som du binder på julegaven som et anderledes til-og-fra-kort...
Og nu vi er ved det med julegaverne, så har Børge Cato Holm skrevet en humoristisk og letlæst bog med 80 muntre jagt- og lystfiskerskrøner, der bestemt egner sig til at ligge under juletræet.
Jeg udgav bogen i juni - og journalist Kamilla Husted Bendtsen, 25 år, der er arg modstander af jagt, sagde med en vis modstand ja til at læse korrektur på Børges bog. Hér er, hvad hun bagefter skrev til mig:

Jeg må sige, at jeg er fuldstændig vildt overrasket - og det elsker jeg. Jeg er jo helt uden for målgruppen. Jeg hader jagt og er fanatisk i min holdning til, at alt liv er helligt. Men jeg tænkte, at jeg da godt kunne læse korrektur og sætte nogle kommaer i manuskriptet...
Og så har jeg bare siddet og skraldgrinet hele bogen igennem!
Når jeg ser nøgternt på Børges gerninger, synes jeg faktisk ikke, han er særlig sympatisk - men så kan jeg skidegodt lide ham alligevel.
Bogen rammer den der universelle humor, som man også griner af i Nynnes Dagbog: De skæve betragtninger omkring, hvordan vi opfører os, hvordan det hele ikke bare går som planlagt - og hvordan mennesker så reagerer på det.
Det hér, det er Nynnes Dagbog, der møder Nak & Æd, tænker jeg.Du kan læse en af jagtskrønerne "Jens på tønden" lige hér.

 

Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik