MENU

Hundedamen fra Glückstadt – en sej dame fortÆller

I september 2014 var jeg med min familie på weekendophold i den smukke og velbevarede by Glückstadt.
Byen er grundlagt som et fæstningsværk i Ditmarskens sumpe og moser på Elbens nordlige bred af gode gamle Christian den Fjerde i 1617.

I mere end 200 år var Glückstadt regeringsby for hertugdømmerne Schleswig og Holstein - det var dengang Danmark var et stort land og grænsen mod Tyskland gik ved Elben...
Dengang var Glückstadt desuden den tredjestørste by i Danmark, Flensborg var den andenstørste og København størst.
Meget har ændret sig siden da...
Mens min familie padlede i kano på floden Rhin, var jeg på byvandring i byens historiske gader sammen med vores hund Unique.

-Næh, er du der min lille skat, du kan vist tænke dig en lille godbid, udbrød en ældre, tysk dame, da hun fik kontakt med Unique, som straks stillede sig med forbenene på hendes rollator og gjorde sig lækker.

-Ved De, jeg holder så meget af hunde og katte? Jeg har altid en godbid i tasken til dem, når jeg går tur, og derfor kender jeg alle hunde og katte i byen, sagde damen, og fandt nogle lækre stænger frem fra sin indkøbsnet.

Unique guffede dem hurtigt i sig, og damen gav den mere, mens hun talte uafbrudt på hurtigt tysk. Hun var umulig at slippe fra - og ret hurtigt blev jeg fanget ind af det, hun fortalte:

-Ser De, jeg er fra Danzig (Gdansk) i Polen, hvor jeg boede med mine forældre og min bror i et smukt hus. Min far var jæger, så vi havde altid hunde i huset. Min mor sang og spillede dagligt på klaver. Hundene måtte gerne være i møblerne og sengene, og jeg ville så gerne have en hund og en kat i min lejlighed nu, men det går ikke, så jeg må nøjes med at forkæle de hunde og de katte, jeg møder, når jeg går tur.

Vi måtte flygte fra Danzig på grund af krigen, det var forfærdeligt, vi måtte efterlade alt. Jeg var konstant bange. Bange for de russiske soldater og også for de tyske.

Jeg var jo en ung pige dengang. Min far var en mand af ære, han lod os aldrig alene, han passede på os.

Til sidst endte jeg i Glückstadt, men der var jeg som polsk flygtning ikke velkommen, i hvert fald ikke i begyndelsen.

Da jeg traf min mand, var hans første kone lige død af sygdom. De havde en voksen søn, som var meget uopdragen over for mig, da jeg giftede mig med hans far.

Desværre fik min mand og jeg ikke børn sammen, og hans søn har fornylig forsøgt at få mig umyndiggjort og sendt på plejehjem, men det vil jeg ikke.

Jeg har hyret en advokat og skrevet testamente, så han får ikke en Euro! Nogle gange ringer telefonen, men ingen svarer, når jeg siger: hallo.

Jeg tror, at det er ham, der ringer for at kontrollere, om jeg stadig lever. Han er så uopdragen.

Jeg kunne skrive en roman om mit liv, jeg har oplevet utrolige ting, og jeg har da også skrevet en hel del ned om, hvordan mit hverdagsliv har været i både Polen og Tyskland.

Hvor gammel tror De, jeg er?, spurgte damen - og fortsatte selv med svaret:

-Jeg er 93 år, og jeg klarer mig selv. Snart skal jeg på min årlige udflugt og se til min mors gravsted i Oberammergau. Jeg bor altid på det samme hotel, de er så søde og hjælpsomme. De henter mig ved toget, kører mig ud på kirkegården, og tænk, de skænker kaffen for mig ved morgenmaden.

Dem har jeg betænkt i mit testamente. De gør det jo ikke for at være beregnende. Men min mands søn får intet. Nu må jeg videre, men her har De nogle stænger til Deres søde hun. Rigtig god tur tilbage til Danmark, det var hyggeligt at tale med Dem, sagde damen, inden hun fortsatte sin spadseretur.

Jeg er stensikker på, at damen havde stof nok til en spændende bog om sit liv, og jeg håber, at nogen vil sætte pris på det, hun har skrevet om sit liv, når hun en dag ikke er her mere...
Interesserer du dig også for at skrive livshistorie? Så kontakt mig gerne, hvis du har brug for hjælp.

Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik