MENU

Sandfærdige løgnehistorier…

Sandfærdige løgnehistorier fra Kong Hans...
Har du hørt om Fristaden Hvide Sande? Nej vel?
Men den er god nok.
Fristaden blev grundlagt midt i 1960'erne af globetrotter Jørgen Bitsch og Hans Madsen fra Hvide Sande på Hans' campingplads.De syntes, at vin og cigaretter var alt for dyre - brændevinen brændte de i forvejen selv - så derfor fostrede de den vilde idé at oprette en fristad med en konge og diktator - og det skulle være Kong Hans.

Samtidig kørte de rundt og sendte ulovlige radioudsendelser med udstyr fra den forbudte Radio Merkur fra forskellige steder på Holmsland Klit - og der var gang i den toldfri tobak og spiritus i Fristaden Hvide Sande.
Biler og fiskerbåde i fisker byen bar i øvrigt FHS-skilte (Fristaden Hvide Sande), som tegn på deres støtte...
Nu kalder 72-årige Hans sig for "XKongHans" - for han er ekskonge, selv om fristaden aldrig officielt er blevet nedlagt.
Hans betegner sig selv som "nomade, optimist og livskunstner", og har siden han som 18-årig på finurlig vis undgik at springe soldat levet nomadelivet for fuld udblæsning.
Det har han grundigt beskrevet i bogen "Kong Hans - sandfærdige løgnehistorier", som udkom i sidste uge.

-Jette har været "spøgelsesskriver" på mit bogmanuskript, som var skrevet i spredt rækkefølge på en blanding af dansk, svensk og arabisk, da jeg har talt dette sprogmiks de sidste 55 år. Hun har omformuleret min tekst til forståeligt dansk og sørget for struktur og logik i opbygningen. For mig har Jette været en rigtig god nomade, som man altid kan regne med, siger XKongHans.

Først rejser Hans rundt i Europa, hvilket er usædvanligt i 1960'erne og giver en hel del avisomtale og basis for en foredragsvirksomhed. Senere bor han ad flere omgange hos samerne i Nordsverige for at optage en film om deres livsbetingelser, der allerede dengang var truet af civilisationen. Hans bliver accepteret af samerne, der giver ham tilnavnet "Dansk-Lappen".
Hans filmer renjagt og renslagtning og giver både i bogen og i filmen et enestående indblik i samernes tankegang og deres livsbetingelser.
Filmen fik premiere i Hvide Sande Biograf i 1964 og blev senere vist i Eventyrernes Klub.

Undervejs i bogen når Hans blandt andet at blive gift og skilt to gange, udbygge sin campingplads med motel, være journalist og fotograf for "Vestkysten", torskefisker, minkavler og foredragsholder.
Du kan læse et uddrag af bogen lige hér - og har du fået lyst til at købe den, kan du bestille den hos mig. Prisen er 198,00 kroner.

P.S.: Hans er allerede i gang med bind to af sin livshistorie. Efter opholdet hos samerne, flytter Hans til Sahara, hvor han og globetrotter Jørgen Bitsch er blandt de allerførste, der tilbyder ørkensafari-ture til turister. Her giver beduinerne ham navnet "Sultan Ans el Saharaui", der betyder Kong Hans, der kom med Nordenvinden.

 

Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik