MENU

Smut & Per-hund

Smut & Per-hund
Min bedstemor boede på det gamle savværk på den anden side vejen, da jeg var barn. Mindst en gang om dagen smuttede jeg lige derover og kiggede i køkkenskabet. Dér stod en skåret kop med et stykke kandis, lidt bolsjer eller nogle sukkerknalder. De var til mig.Min farbror Regnar boede stadig hjemme dengang, selv om han var midt i fyrrerne. Min bedstemor lavede mad til ham, vaskede hans tøj i gruekedlen i kælderen, købte nyt undertøj til ham i Brugsen - og havde i øvrigt dagligt savværkets kunder til kaffe i sit hyggelige køkken med brændselskomfuret. Da var hun over 80 år.
Det var min far, Otto, og farbror Regnar, der drev savværket videre efter min farfar.Bedstemor havde en hund, der hed Per. Perhund, kaldte vi den.
Det var en ruhåret gravhund, der ku' li' at ligge under det varme komfur. Jeg legede og kælede meget med Perhund.
Når Regnar kom ind for at spise, tog han træsko og uldstrømper af og lod Perhund slikke sine sure tæer, mens vi spiste.
Det brød familiens kvinder sig ikke om at se på, men Regnar var ligeglad. Det var jeg også. For Regnar gad altid snakke med mig og drille lidt. Når han kørte ud med varer i savværkets lille pick-up, tog han tit mig med. Så sad jeg dér, højt til vejrs på forsædet og var med, når Regnar afleverede et mørt staldvindue, der havde fået sat nyt glas i, en pakke søm eller et læs brædder.

-Nåeh, du er nok med din far idag, konstaterede kunderne.
Jeg blev "fjale" og turde ikke sige, at det ikke var min far, men min farbror. Regnar sagde heller ikke noget, men grinede bare.

Tit blev jeg budt på en sodavand eller et par hjemmebagte småkager, så det var meget spændende at være af sted med Regnar.
Regnar var en slikmund, så kom vi forbi Brugsen, holdt vi ind. Så købte han måske to flødeboller til os, som han stillede i forruden.
Engang var Regnar inde og læsse af hos en kunde, mens jeg blev siddende i bilen. Da han kom tilbage, var flødebollerne væk.
-De hoppede lige op i min mund, sagde jeg.
Det blev Regnar blev ikke sur over.

Så fandt Regnar sig en kæreste, Vita, og flyttede hjemmefra - og bedstemor døde, da jeg var fem år. Hende, Regnar og Perhund savnede jeg meget.
Heldigvis boede farbror Karl og tante Marie lidt længere inde i skoven, og der gik jeg tit om. Så vankede der masser af kage og slik, for det mente Marie, at børn skulle have.
Så snakkede jeg med deres hund, Smut. Den var en blanding af en schæfer og en gravhund. Den havde en schæferkrop på gravhundeben og så lidt komisk ud. Det syntes jeg nu ikke, jeg var vild med alle hunde og plagede for selv at få en.

Hanne Schelde fra Jordrup har lige siden sin barndom "været så gruelig glad for katte", som hun fortæller i sine erindringer:
-Vi havde grise, køer, høns, måske lidt gæs og ænder indimellem. Jeg var så gruelig glad for katte, da jeg var barn, og det er jeg stadig. Vi havde hund og mange katte. Kattene havde navne, de kom inden for  i huset og spiste, fortæller Hanne, der nu er 89 år.

Hanne kender også til brændselskomfur og folkehold. Du kan læse et større uddrag af hendes livshistorie lige hér.

Som Hannes datter Inge siger: Vi kan næsten høre min mor sige ordene, når vi læser hendes livshistorie....
Du kan læse hele Inges udtalelse hér.

 

P.S.: Jeg fik faktisk senere lov at få en hund. En dejlig airedaleterrier, der hed Mik...
Handelsbetingelser | Cookie- og privatlivspolitik